De 5 mest romantiske film på Netflix Danmark

Vi har valgt at lave en top fem over de mest kærlighedsfulde og romantiske film på Netflix. Film der er perfekte til en hyggelig aften hjemme på sofaen med kæresten, konen eller som afslutning på en god date. Netflix bugner med romantiske komedier, men det er ikke alle sammen, der er lige gode, vi kommer her med fem gode bud til hvad der er nogle af de bedste man kan finde på tjenesten i øjeblikket.

Up in the Air
George Clooney spiller på fænomenal Ryan Bingham, der rejser rundt for et større amerikansk selskab med det job at fyre personer rundt omkring i landet. Hele hans liv foregår mere eller mindre på farten og han kender alle tricks for at komme hurtigere frem. Han har heller ikke tid til et fast forhold. Pludselig møder han drømmekvinden, der ligesom ham lever livet med en kuffert under armen, og så kommer det ikke så belejligt, at firmaet han arbejder for pludselig har andre planer med ham. Udover Clooney medvirker blandt andre Anna Kendrick og Jason Bateman. En intelligent og moden komedie med sublimt skuespil.

Brokeback Mountain
Den eneste film på listen, hvor kærlighedshistorien der udspiller sig i filmen er mellem to af samme køn. Jake Gyllenhall og Heath Ledger spiller de to cowboys Jack og Ennis, der forelsker sig i hinanden i Ang Lee’s Oscar vindende mesterværk. Filmen følger deres forhold, der ikke er bliver mindre kompliceret af koner og børn, der gør, at de ikke kan være sammen, selvom de elsker hinanden overalt. Det er en smuk film med fremragende landskaber, smukke billeder og en stærk historie, der vandt hele tre Oscars.

Once
John Carney har både skrevet og instrueret det irske romantiske og meget musikalske drama Once, der udspiller sig i Dublins gader, hvor en pige møder en gademusikant (fremragende portrætteret af Glen Hasard). Det er en smuk film, der foregår i et fattigt indvandre miljø i Dublin, hvor pengene og midlerne måske er små, men der er masser af kærlighed, ikke mindst til musikken, der spiller en stor rolle i filmens handling. Once er en perle, der ikke helt fik den opmærksomhed, som den har fortjent. Heldigvis er der stadig rig mulighed for at se filmen for alle der kan lide et godt romantisk drama.

Vild med Mary
Farrelly brødrene Peter og Bobby har skrevet og instrueret Vild med Mary, der uden tvivl er listen sjoveste indslag, men stadig en underholdende film fyldt med spirende kærlighed. Ben Stiller spiller Ted, som er håbløst forelsket i Mary (Cameron Diaz), som han har gået i high-school med og møder igen efter mange år. Han forelsker sig pladask og vil gøre stort set hvad som helst for at blive hendes. Der er bare lige det ligge problem, at Ted langt fra er den eneste der har en stor interesse i Mary, og der er nogen, der vil gå til ekstreme yderligheder, for at få deres ønske til at gå i opfyldelse.

Pretty Woman
Det kan godt være, at Pretty Woman i bund og grund ikke er den mest politiske korrekte film, men man kommer ikke udenom, at klassikeren med Julia Roberts og Richard Gere er en af de mest ikoniske romantiske komedier, der er lavet i Hollywoods historie. Historien om den prostituerede Vivian(Roberts), der bliver samlet op af mangemillionæren Edward (Gere) har i flere generationer været mange kvinders foretrukne komedie/romantiske film, og der er da også noget universelt og smukt ved ridderen på den hvide hest/limosinen, der kommer og redder vores heltinde og fejer benene væk under hende. En klassisk film der nok aldrig går af mode selvom den efterhånden har 24 år på bagen.

leave a reply