From Dusk till Dawn forlænges med endnu en sæson

Netflix sikrede sig rettighederne til tv-serie udgaven af From Dusk Till Dawn, der er baseret på Robert Rodriguez’ film af samme navn.  I USA sendes serien på El Rey, men på vores breddegrader, er det altså streamingtjenesten Netflix, der har rettighederne til serien. Det er der på overfladen ikke noget besynderligt i, men det er der hvis man graver en lille smule dybere. Serien har nemlig premiere som “traditionelle” serier, hvor der kommer et nyt afsnit en gang om ugen. Netflix’s forretningsmetode har ellers altid været, at hele sæsoner blev lagt på tjenesten, så man aldrig skal vente på et afsnit.

Med serien har Netflix dermed på en måde taget kampen yderligere op mod eksempelvis HBO, hvor man skal vente en uge på et nyt afsnit hver gang. Det er en ny tilgang fra Netflix, og om det fortsætter, eller serien er et enkeltstående tilfælde, vil tiden vise.

Netflix annoncerer som bekendt ikke, hvor mange der ser deres serier, men noget tyder på, at serien er en succes, i hvert fald i USA, hvor El Rey har netop annonceret at de har bestilt en sæson 2 bestående af 13 nye afsnit, hvilket er 3 mere end den første sæson består af. Hvis det har skærpet din interesse, så kan serien netop nu ses på Netflix, hvor de indtil videre er 3 afsnit tilgængelige.

leave a reply