Sådan sparer du mange penge på streaming

Der er tusindvis af kroner at hente, hvis du skifter de gammeldags tv-pakker ud med de noget mere moderne og ofte reklamefri streamingtjenester.

Mens tv-pakkerne bliver dyrere og dyrere, er der efterhånden flere der har fået øjnene op for de mange penge, der er at spare på streaming.

Samtidig er mange af streamingtjenesterne begyndt at lave kvalitetsindhold, og du kan snildt få flere streamingtjenster for de samme penge som en pakke med flere betalingskanaler koster.

Og så er du heller ikke belemret med at blive bundet til et abonnement eller en leverandør i op til 6 måneder, sådan som det ofte er tilfældet, eller de ekstra opstartsgebyrer på flere hundrede kroner, der også ofte kræves.

Og selv ved de helt små pakker er der penge at spare – også når man piller diverse gebyrer fra.

Se, hvad du kan spare på at streame

YouSees grundpakke koster eksempelvis 289 kr., mens Boxers mindste pakke, der består af abonnement og kun 1 kanal løber op 109 kr.

Canal Digital løber helt op i en pakkepris på 419 kr. for den mindste.

Du kan dog ofte få det billigere, hvis du er med i en antenneforening, der har aftale med en udbyder, men der er altså fortsat ikke samme fleksibilitet som på streamingtjenesterne.

Til sammenligning kan du få:

  • Netflix fra 79 kr. pr måned.
  • HBO for 99 kr. pr. måned.
  • Amazon Prime for ca. 45 kr. pr. måned

Udvalget er dog ikke særlig stort på nuværende tidspunkt på Amazon Prime, og der er kun engelske undertekster.

DR TV koster ikke noget særskilt at streame, da det bliver betalt via licensen, og i nær fremtid skatten.

Og så er der de mindre tjenester som er gratis, men ikke nødvendigvis ubegrænsede som filmstriben.dk

filmcentralen.dk

Er du villig til at se reklamer for at spare penge?

Både TV2 PLAY og viaplay findes i versioner med eller uden reklamer.

Er du helt vild med sport, kan det måske være svært at skifte de dyre tv-pakker helt ud med de billigere streamingtjenester, men viaplay kan du få for 289 kr. pr. md. som streamingtjeneste, hvis du fravælger film, og 319 kr. hvis du også vil have film.

viaplay findes også i en begrænset og gratis version med reklamer ved navn viafree.

Hos TV2Play kan du få adgang fra 39 kr. pr. måned, hvis du ikke er sportsinteresseret, og kan bære over med reklamer eller 79 kr. uden reklamer.

Vil du have sporten med koster det 99 kr. med reklamer og 139 kr. uden.

Priserne er fra juli måned 2018 og tager ikke højde for midlertidige tilbudspriser.

leave a reply